Kollaps og næsten-stilhed. Nyt orkesterværk af Martin Stauning

Den 13. april uropføres Martin Staunings 'Liminality' af DR SymfoniOrkestret. Vi har talt med ham om kontraster og kollaps og om at have modet til at lade 87 professionelle musikere lave ingenting i 30 sekunder.

Foto: Jakob Boserup

Read in English

"Det er meget, meget klassisk - det er jo vanvittig tonal musik," udbryder Martin Stauning, mens han bladrer ivrigt frem og tilbage gennem partituret til 'Liminality'. "Oprindeligt havde jeg tænkt, at det skulle starte med halvandet minut af noget meget kraftfuldt, og så skulle der bare være sytten minutters ssschhhhhhhhhh... Brændt jord!"

Sådan blev det alligevel ikke helt, men værkets endelige form er en række udsagn og kollaps, og mellem dem er der næsten helt stille; de liminale faser. Det er det fænomen, værket har fået sin titel fra, som Martin Stauning forklarer. "Liminalitet er den tilstand i et overgangsritual, hvor man er imellem de to stadier, som ritualet repræsenterer et skifte imellem. Man er ikke længere, som man var før ritualet, men man er heller ikke blevet til det, som ritualet medfører. Det begreb tiltalte mig enormt meget, ikke bare som et sociologisk eller psykologisk begreb men også som konkret musikalsk form. I værket har vi de forskellige tilstande eller udsagn, og imellem dem er der næsten total stilhed - en fase hvor vi ikke helt ved, hvor vi skal hen."

Martin Stauning bygger stille op til værkets første kollaps: "Man kan jo give folk en mavepuster med det samme, eller man kan tage dem i hånden og ae dem lidt først, og når de mindst venter det, SÅ sætter man slaget ind! Det er meget mere interessant og lidt mere ondskabsfuldt," griner han. Stauning tager publikum i hånden ved at indlede værket med en strygekvartet placeret helt tæt omkring dirigentpodiet. De spiller ganske svagt med dæmpede strenge, mens en fløjte lægger en klangfarve over. Fra det udgangspunkt kommer kontrasten, når resten af orkestret sætter ind, så kollapset og så stilheden.

"Der er et visuelt aspekt i det, som jeg forsøger at være opmærksom på," fortæller Stauning. "Vi rykker jo folks ører rundt i orkestret. Det kan få en enorm betydning, hvis førsteviolinerne eksempelvis har siddet der til venstre for dirigenten og ikke har lavet noget i fem minutter, og så pludselig sætter de ind. De skift tager opmærksomheden meget markant, også visuelt."

Mod til at give stilheden plads
Martin Stauning øver sig i at give forskellige passager i værkerne mere tid. "Jeg har en tendens til at skære væk og skære væk. Det kan være en god øvelse, fordi man får det helt skarpe udtryk, men andre gange bliver det faktisk sådan, at publikum ikke kan nå at afkode musikken." Han forsøger derfor at forestille sig, hvordan musikken opleves første gang. "Et minut er jo ikke lang tid, hvis der er tre-fire lag i musikken, der skal afkodes, når man aldrig har hørt det før. Det som jeg synes bliver kedeligt efter et minut, fordi jeg har hørt det rigtig, rigtig mange gange, det er jo ikke kedeligt for dig som publikum."

Undervejs i arbejdet med 'Liminality' fandt Stauning frem til, at netop de liminale passager af næsten-stilhed måtte udvides, for at lade de enkelte udsagn stå klarere frem. ”Det kræver mod at have et orkester med 88 musikere til rådighed og så tage sig tid til kun at lade en enkelt percussionist stå i hjørnet og ryste et thunder sheet ganske svagt, mens resten laver ingenting," fortæller Martin Stauning og finder en af passagerne i partituret, hvor kun et thunder sheet bryder stilheden. Der havde han faktisk fyldt tre toner ind i en anden stemme. Dem har han nu streget over med en blyant, og han kalder det en klassisk fejl for en ung komponist: "Der behøver ikke ske noget! Tag det væk! Vi kan godt tåle tredive sekunders næsten ingenting... Jeg har alligevel været så bange for det, at jeg satte noget ekstra ind. Men det er strøget nu."

Udvidelse af velkendte idéer
Stauning skrev sit første orkesterværk til DR SymfoniOrkestret i 2016, værket 'Burlesque' som blev uropført under Det Kongelige Danske Musikkonservatoriums PULSAR festival. "Erfaringen med overhovedet at have arbejdet med et orkester er selvfølgelig helt vildt vigtig," fortæller han og pointerer, at eftersom opførelsen af nye orkesterværker hører til blandt sjældenhederne for de fleste unge komponister, går der lang tid imellem, at man kan bygge videre på de erfaringer, man gør sig. 'Liminality' udvider og opsummerer også idéer fra andre af Staunings værker til langt mindre besætninger.

"Faktisk er værket bygget op ligesom ’Îles en Mer d'Argent’, som jeg skrev til Ensemble Storstrøm. Der forestillede jeg mig de her øer, og så gik man fra ø til ø henover et stivfrossent sølvhav.” I ’Liminality’ er øerne blevet til kollaps, og det frosne hav er den liminale fase. ”Det er egentlig ikke kollapsene, der interesserer mig mest, det er det, der kommer bagefter,” fortæller Stauning og fortsætter: ”Det er der, der sker noget inden i os. Vi er lige blevet udsat for det her,” siger han og peger i partituret. ”Og i den stilhed her får vi tid til at bearbejde det.”

Og hvad kommer så bagefter orkesterværket? Hvor peger det hen? Martin Stauning tøver lidt, før han tager hul på et svar: "Jeg har det jo med at skrive meget gestisk musik, og der er mange gestiske elementer i værket her. Det er der blandt andet i begyndelsens voldsomhed, og det at man bliver taget med rundt i orkestret rent klangligt. Men der er også elementer af mere organisk karakter, og jeg kunne godt tænke mig at prøve at gå mere i den retning," fortæller han og uddyber. "Jeg kunne godt tænke mig at skrive noget helt uden gestus. Det ville være banebrydende nyt for mig."