Uropførelse: Kanding "Guldalder Stykker"

2019-08-19
På fredag d. 23. august opføres Ejnar Kandings "Guldalder Stykker" for første gang på SMK Fridays til åbningen af en ny udstilling om dansk guldalder på Statens Museum for Kunst.

Kanding /foto: Anne Sandner

Syv fredage om året afholder Statens Museum for Kunst fredagsbar, kaldet SMK Fridays. Det bliver en helt særlig fredagsbar d. 23. august, hvor SMK åbner udstillingen: "Dansk Guldalder - Verdenskunst mellem to katastrofer"

Til lejligheden har Ejnar Kanding komponeret Guldalder Stykker, som opføres kl. 20.00 af Kanding selv og cellist, Josefine Opsahl. Guldalderen bliver "vækket til live", skriver SMK, når komponister og musikere fylder museet med "et atmosfærefyldt univers".

Læs mere her.

Guldalder Stykker er instrumenteret til cello, klaver og live electronics, og er udgivet her på Edition·S i dag.

Værket er komponeret med inspiration fra fire guldaldermalerier, og drejer sig om det sensuelle, sarte, kropslige og intime. Eksempelvis er værkets første sats komponeret til C. W. Eckersbergs Kvinde foran et spejl.  

C. W. Eckersberg: Kvinde foran et spejl (KID 89427) / Den Hirschsprungske Samling

Vi spurgte kort Ejnar Kanding, hvordan billedet kommer til udtryk i det første guldalderstykke. Ligesom kvinden på billedet, er cellisten alene, når første sats tager til begyndelse: "...kvinden man ser bagfra er alene, men hun spejles også, dog uden at man ser ind i hendes øjne. Hun ser væk. Det intime og distancerede er tilstede samtidig. Det forsøger jeg at udtrykke i musik." siger Kanding om første sats.

Guldalderen kommer ikke kun til udtryk som en musikalsk fortolkning af et maleri. Tidsånden er også til stede i måden hvorpå, Kanding har komponeret. Med inspiration fra guldalderens tonale kompositionsstil, er værket efter komponistens mening: "Det mest enkle, jeg har skrevet". 

Værket består af fem guldalderstykker, tre satser og to intermezzi. "Celloen spiller smukke langt udstrakte melodiske linjer, mens klaveret spiller et akkordisk akkompagnement, akkurat som man komponerede dengang," forklarer Kanding.

Men det er ikke kun guldalder, der er også præg af noget nyt: "alligevel er noget anderledes; det er mere statisk, det bevæger sig om sig selv fremfor videre, der er ikke en dynamisk udvikling men derimod en meditativ fordybelse. Dette gælder generelt for alle satser, men er stærkest i den midterste tredje sats," uddyber komponisten

Er du mere interesseret? Klik her for at se værket. 

Hvordan Guldalderen og kvinden foran spejlet ellers vækkes til live, bliver en oplevelse værd at se frem til. SMK åbner dørene på kl. 16:00, og der er gratis entré.

NEWS & EVENTS