Rønsholdt og Black roses i Seismograf

2019-06-24
Det er Niels Rønsholdt og James Black, der løber med anmelderens pæne ord fra dette års KLANG-festival i Seismograf.

Foto: Alexander Banck-Petersen

Read the English version here.

Det er lange, smukke beskrivelser, der præger Seismografs anmeldelse af Niels Rønsholdts opførelse af klaverværket Archive of Emotions and Experiences, performet af græske Liatsou til KLANG d. 9. juni 2019. Ifølge Seismograf var Rønsholdts koncert den mest fascinerende. Niels Rønsholdts verden skriver en aktuel fortælling - en klimafortælling:

"Som komponist går Rønsholdt sjældent af vejen for at iscenesætte sin musik ud fra en særlig tematik, og i dette tilfælde var settingen en forestilling om, at Liatsou – der sad på sin klaverbænk bag en gennemsigtig afskærmning i Literaturhaus – befandt sig i en postapokalyptisk tid, hvor luften var så forurenet, at hun ikke tålte kontakten med vores side af afskærmningen. Som et musikalsk arkiv over den verden, der var gået tabt, spillede hun sonater over tabte ting som fugle og retfærdighed".

Et værk, der ifølge anmelderen snarest muligt bør indspilles og gerne ses til festivaller i resten af Europa.

Seismografs anmeldelse af dette års KLANG og SPOR afsøger Dansk Folkepartis kulturordfører Alex Ahrendtsens kritik af det danske kunstmiljø som: ".. for lidt håndværk og alt for meget atonal plingplongmusik ...". Modsvar til dette peger bl.a. på antallet af unge talenter, der er tilknyttet den danske kunstscene, som søger udover den danske kunstscene. Dette kan siges: "gør op med fordommen om den gale plingplongkomponist, der kun skriver musik til sine venner ...". Og iblandt de nye, unge vellykkede talenter står James Black.

Black roses for den forbindelse, han drager til samfundet. "Blacks værker er skrevet i øjenhøjde med et særligt fællesskab, ingen tvivl om det. Et fællesskab, som musikken forstærker, men som også kan virke kultisk for udenforstående. Den enes sjov er den andens internhed," skriver Seismograf. Black siges at nedbryde sin autoritet som værket forløb: "og åbnede dem på den måde op for publikums egne tolkninger". Der peges på værket 'POSY' som "Gakket. Men også momentvist sørgmodigt. Flerdimensionelt, altså". Opmærksomheden ledes derefter på Blacks andet stykke 'Lullabies for Lost Children', hvis svære opgave løstes i opløsningen af en verden, opdelt i Østen og Vesten: "... en afsluttende sats med elguitar, saxofon, violin, percussion, guldmikrofon og call and response mellem publikum og performerne i en slags ironisk-ikkeironisk kærlighedsfuckfinger til overhovedet at forestille sig verden som et Vesten og Østen. En ny verden".  

Læs den fulde anmeldelse her.

NEWS & EVENTS