På onsdag den 5. juni kan du opleve Henrik Friis og Jeppe Ernst i en samtale om den indre musik og kroppen som instrument. Dacapo Records og Edition·S inviterer indenfor til sæsonens sidste KUNSTPAUSE på Thiemers Magasin.
Jeppe Ernst er komponist, men for det meste er hans musik uden lyd. Frem for at klinge og reflektere et fysisk (koncert)rum, står musikken som smukt koreograferede ideer, der folder sig ud i modtagerens indre, imaginære rum. Eller som en "dans" mellem to musikere, hvis instrumenter er deres delvist nøgne kroppe, og musikken er deres bevægelser og indbyrdes berøringer.
På mange måder minder Jeppe Ernsts rolle om forfatterens, og hans musik om poesi. For hos Jeppe Ernst bliver værket et nærmest privat og meget sanseligt mellemværende mellem afsender og modtager, hvor kropslige fornemmelser og længsler dissekeres og stiliseres.
Aftenens KUNSTPAUSE handler om det intime rum, der opstår i modtageren i mødet med værket. Det handler om at være en krop, et menneske, der længes efter at nå andre og om at insistere på at studere denne almenmenneskelige længsel i egenskab af at være komponist.
Denne aften lancerer Jeppe sit nyeste værk HOMAGES (Sangbog II), en sangbog med 24 sange, dedikeret til 24 anonyme komponistkollegaer. Sangene er skrevet til den enkelte læser og fremstår som et nodebillede med poetiske udsagn og anvisninger.
Aftenen byder også på Jeppe Ernsts værk Offertorium: Behandling A opført af Lorenzo Colombo og Marta Soggetti.
Læs mere om arrangementet og bestil din billet her.
Aftenen er en del af arrangementsserien KUNSTPAUSER - lyttesaloner om musikken, litteraturen og eksistensen.
KUNSTPAUSER sætter fokus på samtidens kompositionsmusik og dens forankring i litteratur, filosofi og eksistentielle spørgsmål. Lyttesalonerne tematiserer samtidig kunstneriske samarbejder og tilblivelsesprocesser på tværs af kunstarter og genrer.
KUNSTPAUSER realiseres af Edition·S og Dacapo Records i samarbejde med boghandel og café Thiemers Magasin på Tullinsgade i København.
Alle arrangementer i serien KUNSTPAUSER optages til podcast, som udgives af Dacapo Records & Edition·S i løbet af 2024.
KUNSTPAUSER er støttet af Dansk Artistforbund, Dansk Komponistforening og Hoffmann og Husmans Fond mfl.