Ejnar Kanding: Autobiographical Statement

(Click here or scroll for English version below)

Selvbiografisk Optegnelse – Er det virkelig rigtigt, at det sker for mig?

Barndom

Som dreng voksede jeg op på landet i Lejre Kommune i et hjem med klaver, men uden radio og fjernsyn. Min mor var hjemmegående og hun var fuldtidsbeskæftiget med sit hjem og fire børn. Min far var slagter og drev sammen med sin bror butik og slagtehus. Han startede som 14-årig og fortsatte til han var 75 år inden, han gik på pension. Det var et godt og harmonisk hjem. Et hjem hvor tro på Gud var en integreret del af hverdagen med mange gode oplevelser fra frikirken, som var lige på den modsatte side af hovedvejen, som vi boede ved. Troen har været en trofast ledsager, selvom den har haft skiftende intensitet og er undergået revurderinger og omformuleringer. 

Som 7-årig underviste min søster Merete mig i klaver. Jeg var dog mere optaget af med slukket lys og gardinerne trukket for i stuen at tage træpladen af klaveret, holde sostenuto pedalen nede og skabe magiske klange ved at spille direkte på strengene. Sådan vågende en indre strøm af klanglige forestillinger. Som 10-årig blev jeg glad for at spille guitar stærkt påvirket af min fætter Filip og mine svogre, men da min guitarlærer sagde til mig, at nu kunne han ikke lære mig mere, begyndte jeg som 15-årig på musikskolen i Allerslev med klaver hos den konservatorieuddannede, inspirerende og engagerede lærer Aksel Skjolddan, som var med til at lede mig i retning af den tanke at blive musiker.

Gymnasietid

Min gymnasietid blev en eksplosiv omvæltning fra et lille lokalmiljø til en hverdag sammen med 6-700 jævnaldrende elever på Katedralskolen i Roskilde, hvorfra jeg blev student i 1984 med den musik-matematiske linje. I musikklassen havde vi Valdemar Lønsted, der åbnede dørene i mit sind for musikhistorie, koralharmonisering, barokbas og folkemusikudsættelse. Han tog os med til opførelser i Radiohuset af Mahlers Niende Symfoni, hvis fjerde Adagio sats kan få enhver følsom teenager ud til kanten af sit følelsesregister. Til koncerten blev også fremført Pendereckis Threnody to the Victims of Hiroshima, der indprentede sig dybt på grund af sit fremmedartede og alligevel klart formulerede udtryk i en tid, hvor kold krig og atomtrussel var en realitet. Til de revolutionerende musikalske oplevelser fra denne tid i gymnasiets musiklokale var også mødet med Le Sacre du Printemps af Stravinsky og A Survivor from Warsaw af Schönberg.

Konservatorie

I slutningen af 1984 kontaktede jeg komponist og professor Ib Nørholm for at drøfte med ham om han vurderede, at jeg havde potentiale for at studere komposition. Det var med bævende hjerte, jeg bankede på døren i villa Solhaven i Hellerup. Han opmuntrede mig og anførte, at jeg burde søge om optagelse på det dobbelte hovedfag Musikteori og Komposition. På den uddannelse startede jeg på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium i 1986. Ib Nørholm var en fantastisk lærer, der straks jeg startede præsenterede mig for den amerikanske minimalisme.

I 1989 blev jeg gift med min skønne Anne, som jeg har to sønner med. Valdemar fra 2001 og Villads fra 2004. Selvom jeg er vokset op i et trygt og godt hjem, havde jeg ingen forestilling om at blive far. Det var en opgave, jeg ikke kunne identificere mig med. Alligevel må jeg sige, at det at blive far og være far, er det største, der er sket i mit liv. I 1989 blev jeg desuden ansat som vikar for Ebbe Knudsen i musikteori på konservatoriet. I dag, 36 år efter, er jeg stadig ansat som timelærer. 

I 1990-1991 tog jeg orlov, jeg skulle have tid til at fordybe mig. Jeg var blevet hovedkulds forelsket i en stærkt abstrakt modernistisk kompositionsstil. Boulez’ musik og Stockhausens KONTAKTE og KLAVIERSTÜCKE var den progressive musik, jeg beundrede. Konsekvent og kompromisløs. Da Ivar Frounberg havde skrevet flere analytiske artikler om Boulez’ musik i Dansk Musik Tidsskrift, blev det med ham som hovedfagslærer, jeg fortsatte mine studier i komposition. Da jeg i 1993 afsluttede med diplomeksamen i begge hovedfag og blev optaget i solistklassen som komponist, kunne jeg se tilbage på fantastiske hovedfagstimer i musikteori gennem syv år med cembalist, komponist, teoretiker og professor Yngve Jan Trede, hvis uovertrufne ekspertise strakte sig fra renæssance til begyndelsen af det 20. århundredes musik. Kære Ib Nørholm, Ivar Frounberg og Yngve Jan Trede, jeg er dybt taknemmelig for alt det, jeg har lært af jer. I øste af en enorm viden og indsigt.

Debutkoncert

I 1996 da jeg havde min debutkoncert med et udvidet Figura ensemble havde jeg haft endnu et års orlov, hvor jeg blandt andet studerede musikteori hos professor Lev Koblyakov i Israel. Sammen med Figura fremførte jeg min debut på konservatoriet i Odense og Århus, i festsalen på det tidligere konservatorium i København og i Radiohusets Studie 2, der i dag kaldes Studiescenen i det nuværende konservatorium. Disse fire koncerter blev en manifestation med en omfattende programbog forfattet af min ven Jakob Goetz og koncerten blev udgivet på min første CD med titlen Unsägliche Stelle, der nu kan findes på de digitale streaming-platforme med tre akustiske værker og tre live electronics værker, hvor akustiske instrumenter og elektroniske klange blandes. Imidlertid viste det sig, at Figuras faste og glimrende klarinettist Anna Klett måtte finde en afløser, som blev Fritz Gerhard Berthelsen.

Contemporánea og Max/MSP

Det førte til næste kapitel, da Fritz og jeg i 1997 grundlagde ensemble Contemporánea i forbindelse med en række turnéer til Sydamerika. Efter det tysk-schweiziske ironisk-groteske musikteaterprojekt Happy in Dorado City, instrueret af Wolfgang Häntsch, udvidede vi i 1998 med slagtøj, og fra 1999 blev den faste besætning udvidet yderligere med violin og kontrabas. I 2000-2001 fik vi vores danske gennembrud med en række portrætkoncerter i Huset i Magstræde, som Danmarks Radio transmitterede, og som nød stor bevågenhed i avisernes anmeldelser. Vi forsatte med koncerter på ICMC på Cuba i 2001, dernæst ISCM i Asien, hvilket førte til vores første koncert i USA på New York University i 2003. Sammenfaldende med denne periode nød jeg den store anerkendelse at modtage Statens Kunstfonds 3-årige arbejdslegat 1998-2001. Perioden udmunder i min næste CD med titlen Contemporánea fra 2001 med fem værker med spanske titler. 

I sommeren 2000 flytter Max for alvor ind i mit kunstneriske virke. Max, også kendt som Max/MSP eller Max/MSP/Jitter, er et visuelt (objektorienteret) programmeringssprog til musik og multimedie. Personligt startede mit Max-liv så småt omkring min komponistklasse debutkoncert i 1996, hvor jeg anvendte Max via MIDI til at kontrollere i første omgang en Ensoniq DP4+ effects processor. I næste omgang tilføjede jeg i 1997 en AKAI 3200XL sampler. Så jeg stod på spring, da Macintosh lancerede sin MacBook G3 i 1999 og gik ind i en omfattende studieperiode af Max/MSP i år 2000. Herefter har jeg i en ubrudt proces udviklet en række Max patches, som er blevet en del af mit kunstneriske udtryk og et kompositorisk redskab.

Krisen

I 2005 flyttede min lille familie fra Nørrebro til Frederiksværk. Da den elektroniske musikuddannelse på konservatoriet i Århus startede i 2004, og da jeg via Odden følte mig tættere på Århus, blev jeg ansat på den uddannelse i 2005-2008. Timegrundlaget var dog for lille til, at det kunne fortsætte. I samme periode havde Contemporánea fra Bikubenfonden modtaget en treårig bevilling til projektet Interactive Art med en ny række koncerter i LiteraturHaus. På en eller anden måde blev 2007-2008 et tomrum. Det var småt med bestillinger, der var ikke mange penge til kunstneriske projekter, den internationale finanskrise havde ramt hårdt. Jeg så spøgelser alle vegne og opdigtede en modvilje, der ikke eksisterede. På det tidspunkt var Klaus Ib Jørgensen medlemskonsulent for Dansk Komponistforening. Jeg mødtes med ham i 2008, og han fik afgørende betydning for, at spøgelserne forsvandt, og jeg fik en nystart på kunstneriske visioner. Det var det venlige los i røven, der netop skulle til på det tidspunkt. 

I 2009 var jeg medgrundlægger af EarUnit – concert series med Carsten Bo Eriksen og en række andre komponister. Det var også det år, at jeg kom tilbage til New York, denne gang med Frode Andersen, hvor vi skulle deltage i Suzanne Bocanegra’s installationskoncert med 100 ikke-musikere på violin, en forstærket trævæv, accordeon og live electronics. Det projekt kom på turné i Texas i 2014, og skal genopføres i maj 2026 på Bang on a Can’s Long Play Festival i forbindelse med en CD-udgivelse af værket.

På den anden side

I 2011 udgav jeg endnu en Contemporánea CD, Flug der Farben, med ensemble- og soloværker både i stereo og 5.1 surround, i denne hejemmebiografens tid, hvor en del havde et eget surround setup tilknyttet deres fladskærm. I 2012 følger CD’en Auxiliary Blue, som udgiver den 45-minutter lange fælleskomposition med den berlinske electronica komponist Frank Bretschneider.

2013 blev et monsterkreativt år, hvor jeg komponerede Obscure Transparence til JACK quartet. Skyggen, en skolekoncertforestilling for klarinettist og video. Texture 1 og Mosaico 1 til TRANSIT Ensemble. Fluctuant til fløjtnisten Zoe Martlew. Nine Waves til Messerkvartetten. Partita Melancólica til pianist Alfredo Oyaguez.

Pianist

I 2015 blev jeg ansat i en projektstilling på konservatoriet i Esbjerg på den elektroniske musikuddannelse. Det er stille og roligt vokset til, at jeg underviser der i 3D-lyd, Interaktiv Lyd, Musikteknologi og hovedfag komposition i en stilling der indebærer tre undervisningsdage tolv gange om året. Jeg blev samme år ansat i en frikirke i Frederiksværk som pianist. 

Fire år efter betød den glæde ved at fremføre musik for andre på klaver, at jeg komponerede mine Guldalderstykker, som cellisten Josefine Opsahl og jeg uropførte på Statens Museum for Kunst i 2019 – altså en slags genfødsel af en pianistdrøm. Da billederne er fra 1800-tallet, benyttede jeg lejligheden til at komponere simpel tonal harmonisk musik. Samtidig er det et af de eneste værker uden live electronics i mere end 20 år. Det leder videre til et nyt Contemporánea med cellist Ida Nørholm, klarinettist Fritz Gerhard Berthelsen og mig selv som pianist i det akustiske værk Garden of Gethsemane (2021) – Hommage à Arne Haugen Sørensen, som igen videreføres i værket LEGENDE til et digt af Ib Michael igen for samme besætning men nu med tilføjelse af Matias Seibæk, slagtøj og tilbage til live electronics via Max. 

Foruden dette nye pianistspor har de seneste 15 år været præget af, at jeg har samlet mine værker i større projekter, der kan stå alene i en fuld koncerts længde. Enkelte værkserier går længere tilbage, men arbejdsmåden er kun blevet tydeligere med årene. Der har naturligvis været andre mindre projekter ved siden af, men værkserier er blevet en fast bestanddel i mit kunstneriske virke, hvor jeg over en længere periode kan fordybe mig i specielle digitale teknikker, musikteoretiske problemstillinger samt poetiske eller maleriske temaer.

Værkserier

Elegie 1-8 (1993-2004) different formations inspired by the Rilke Elegies

Passage 1-5 (2010-2012) different formations, score music with improvised passages

Stillstehen 1-5 (2009-2017), Ensemble Adapter, Berlin, 4 musikere (47-51’)

Textures & Mosaics

1.     Textures & Mosaics, volume 1 (2013-2015), Transit Ensemble, NYC, 5 musikere (34’)

2.     Textures & Mosaics, volume 2 (2013-2018), 4 strygere, JACK quartet, ACME (34’)

CRATAEGI (2012, 2022), slagtøj solo/MSP/video baseret på kunst af Nes Lerpa (47:47)

Nordic Trilogy (2020-2022) (71')

1.     Nordic Broken (messiaenkvartet)

2.     Nordic Fragments (klavertrio)

3.     Nordic Extraction (klaverkvartet)

BILLOW (STURMWELLE, 2020, 2024), solo clarinet (Bb, G, bass)/MSP/video (45:47’)

LEGENDE (2023), Contemporánea, cl/vc/perc/pno/MSP (51-53’)

Artist Pieces

1.     Hammershøi Pieces (2015) – Light in Structure 1-6 (23’)

2.     Danish Golden Age Pieces (2019, 19’)

3.     Arne Haugen Sørensen Pieces – Garden of Gethsemane (15:45’)

4.     Slender Trees (2023, 21’) – a Hammershøi drawing 

5.     Giacometti Pieces (2024) – Fragile Fortitude 1-5 (19:31’)

String Quartet No. 1-8 (2004-2025) (including Die achte Elegie)

Karakteristika

Et allestedsnærværende karakteristikum i mit virke er kombinationen af akustiske instrumenter og elektronisk lyd. Den udøvende musiker med det levende og det menneskelige udtryk som grundvilkår nogle gange i samspil og sammensmeltning med den elektroniske lyd andre gange som en modstilling, hvor snarere en konflikt eller friktion er i fokus. Rent musikteoretiske problemstillinger er et andet inspirationsspor. Form og proportion. Harmonisk struktur. Polyrytmiske lag. Rainer Maria Rilkes poesi er jeg vendt tilbage til mange gange men også Ib Michael har en stor plads i værket LEGENDE. Mødet mellem musik og billedkunst som man kan se i mine Artist Pieces samt musik og video (med kunstnere som Anders Elberling, Lillevan, Simon Janssen, Kim Dang Trong). En stor glæde er det at møde den unge generation i undervisningssammenhæng, det er dybt inspirerende at se, hvad de er optaget af. Det er ansporende at dykke ned i nyt og gammelt stof, formidle det på nye måde, udforske nye felter. Altid med fokus på den enkelte elevs evner og interesser.

Recording Artist

Stærkt hjulpet på vej af komponist Carsten Bo Eriksen har jeg siden 2022 udgivet en lang række værker på de digitale streaming-tjenester. Jeg har en fast arbejdsmåde, hvor en bestilling ikke blot fører til en uropførelse men videreføres til en studieindspilning helst umiddelbart efter koncerten. Netop i sammenhæng med den elektroniske del af mine værker, er det fantastisk at forfine og i visse tilfælde ændre og viderebearbejde de elektroniske klange, hvilket er muligt og inspirerende i den efterfølgende produktion som gennemarbejdes inden en udgivelse. På den måde når musikken ud til millionvis af mennesker. 

Stil og Håndværk

Da jeg var i slutningen af 20’erne, var jeg en overbevist modernist. Kompleks atonal musik var i min optik progressivt. Men den eksperimenterende electronica og break-beats trængte ind i visse værker allerede i nullerne. Også det melodiske blev ved at presse sig på. Siden kom den tonale, modale musik til som del af mit kunstneriske udtryk. Det er naturligvis fremmedelementer i en modernistisk æstetik. Det sivede ind mere som noget snigende, noget drevet af lyst, ikke af moden overvejelse og strategi. Hvorfor skulle jeg holde mig tilbage fra at komponere en renæssancesats, en barok fuga, at nyfortolke den barokke suite eller partita, en passacaglia eller chaconne? Eller en techno sats eller 80’er inspireret fusionsmusik? Arabisk influeret balkan-musik? Jeg blev en stilistisk kamæleon, der skrev det, jeg har lyst til at høre. Dog ikke stilpluralistisk i den forstand, at stilarter blandes lag på lag eller i hurtig følge efter hinanden. På det punkt er jeg dogmatisk: hvert værk eller i det mindste hver sats sit dedikerede stilistiske udtryk. Det afgørende for mig er håndværket – ikke stil. Jeg har søgt at udfordre grænserne mellem det akustiske og det elektroniske, mellem det strengt komponerede og det spontane indfald. Et konstant samspil mellem struktur og frihed, mellem teknologi og menneskelig sanselighed. Musik er for mig en eksistentiel undersøgelse. Den reflekterer vores tid, vores indre liv og de mønstre, vi bevæger os i. Den skaber forbindelser mellem fortid og fremtid, mellem det personlige og det universelle. Jeg ser min musik som en dialog – mellem mig og lytteren, mellem lyd og stilhed, mellem orden og kaos.

Tilbageblik

Nu, hvor jeg ser tilbage på seks årtier i musik og liv, føler jeg mig privilegeret og taknemmelig. Jeg ser det ikkesom en afslutning, men som en fortsættelse af en proces, der altid har været i bevægelse. Tænk alt det, som blev muligt i mit liv. Alle de oplevelser med de mange mennesker, de mange steder. Jeg, der i gymnasietiden dårligt turde håbe på en konservatorieuddannelse som pianist med en gerning som klaverlærer på en musikskole i provinsen, fik lov til at leve et liv, der langt har overgået min vildeste fantasi. Tak til alle jer, der har hjulpet og støttet undervejs både praktisk, økonomisk og eksistentielt. Musikken udvikler sig, ligesom vi selv gør det. Og jeg er stadig drevet af den samme nysgerrighed, den samme lyst til at udforske det ukendte. For der er stadig så meget at opdage. Jeg elsker mit arbejde som komponist. 

Autobiographical Statement – Is It Really True That This Is Happening to Me?

Childhood

As a boy, I grew up in the countryside of Lejre in a home with a piano but without radio or television. My mother was a homemaker, fully occupied with managing our home and raising four children. My father was a butcher who, together with his brother, ran a shop and a slaughterhouse. He started working at the age of 14 and continued until he was 75, when he finally retired. It was a good and harmonious home—a home where faith in God was an integral part of everyday life, enriched by many positive experiences from the free church, which stood just across the main road from where we lived. Faith has been a faithful companion throughout my life, though its intensity has fluctuated and it has undergone reevaluations and reformulations.

At the age of seven, my sister Merete taught me to play the piano. However, I was more fascinated by taking off the wooden panel of the piano, sitting in a darkened room with the curtains drawn, holding down the sostenuto pedal, and creating magical sounds by playing directly on the strings. In this way, an inner stream of sonic imagination was awakened. At ten, I developed a love for playing the guitar, heavily influenced by my cousin Filip and my brothers-in-law. But when my guitar teacher told me that he could teach me no more, I decided at 15 to start at the music school in Allerslev, studying piano under Aksel Skjolddan, a conservatory-trained, inspiring, and dedicated teacher. He helped steer me toward the idea of becoming a musician.

High School Years

My high school years were a dramatic transformation—from a small local community to daily life among 600-700 peers at Roskilde Cathedral School, from which I graduated in 1984 with a focus on music and mathematics. My music teacher Valdemar Lønsted opened my mind to music history, choral harmonization, Baroque bass, and folk music arrangement. He took us to performances at the Radio House, including Mahler’s Ninth Symphony, whose fourth Adagio movement can push any sensitive teenager to the edge of their emotional spectrum. Also performed at that concert was Penderecki’s Threnody to the Victims of Hiroshima, which left a profound impression on me with its alien yet distinctly articulated expression—especially in a time when the Cold War and the nuclear threat were stark realities. Among the revolutionary musical experiences of that period in my high school’s music classroom were also my encounters with Le Sacre du Printemps by Stravinsky and A Survivor from Warsaw by Schönberg.

Music Academy

At the end of 1984, I contacted composer and professor Ib Nørholm to discuss whether he believed I had the potential to study composition. My heart was pounding as I knocked on the door of Villa Solhaven in Hellerup. He encouraged me and suggested that I should apply for admission to the double major program in Music Theory and Composition. I began my studies in this program at the Royal Danish Academy of Music in 1986. Ib Nørholm was a fantastic teacher who, as soon as I started, introduced me to American minimalism.

In 1989, I married my wonderful Anne, with whom I have two sons: Valdemar, born in 2001, and Villads, born in 2004. Although I grew up in a safe and loving home, I had never envisioned myself becoming a father—it was a role I couldn’t quite identify with. And yet, I must say that becoming a father and being a father has been the greatest experience of my life.

Also in 1989, I was hired as a substitute teacher in music theory at the music academy, filling in for Ebbe Knudsen. Today, 36 years later, I am still employed there as a part-time lecturer.

In 1990-1991, I took a leave of absence to fully immerse myself in my studies. I had fallen head over heels for a highly abstract modernist compositional style. The music of Boulez and Stockhausen’s KONTAKTE and KLAVIERSTÜCKE were the progressive works I admired—rigorous and uncompromising. Since Ivar Frounberg had written several analytical articles about Boulez’s music in Dansk Musik Tidsskrift, I chose him as my main composition teacher as I continued my studies.

When I completed my diploma exams in both majors in 1993 and was accepted into the soloist class as a composer, I could look back on extraordinary main subject lessons in music theory over seven years with harpsichordist, composer, theorist, and professor Yngve Jan Trede, whose unparalleled expertise ranged from the Renaissance to early 20th-century music.

Dear Ib Nørholm, Ivar Frounberg, and Yngve Jan Trede—I am deeply grateful for everything I have learned from you. You shared an immense wealth of knowledge and insight.

Debut Concert

In 1996, when I had my debut concert with an expanded Figura ensemble, I had taken another year of leave, during which I studied music theory with Professor Lev Koblyakov in Israel. Together with Figura, I performed my debut at the conservatories in Odense and Aarhus, in the great hall of the former conservatory in Copenhagen, and in Studio 2 of the Radio House. These four concerts became a significant manifestation, accompanied by a comprehensive program book written by my friend Jakob Goetz. The concert was released on my first CD, Unsägliche Stelle. The album features three acoustic works and three live electronic works, where acoustic instruments and electronic sounds blend. However, it turned out that a substitute was needed for Figura’s regular and excellent clarinetist, Anna Klett, and this became Fritz Gerhard Berthelsen.

Contemporánea and Max/MSP

This led to the next chapter when Fritz and I founded the ensemble Contemporánea in 1997 as part of a series of tours to South America. Following the German-Swiss ironic-grotesque music theater project Happy in Dorado City, directed by Wolfgang Häntsch, we expanded in 1998 to include percussion, and from 1999, the core lineup was further expanded with violin and double bass.

In 2000-2001, we had our breakthrough in Denmark with a series of portrait concerts at Huset in Magstræde, which were broadcast by Danish Radio and received significant attention in newspaper reviews. We continued with concerts at ICMC in Cuba in 2001, followed by ISCM in Asia, which led to our first concert in the U.S. at New York University in 2003. During this period, I was honored to receive the three-year working grant from the Danish Arts Foundation (1998-2001). This period culminated in my next CD, Contemporánea, released in 2001, featuring five works with Spanish titles.

In the summer of 2000, Max became an integral part of my artistic practice. Max, also known as Max/MSP or Max/MSP/Jitter, is a visual (object-oriented) programming language for music and multimedia. My personal journey with Max began around my composer class debut concert in 1996, where I used Max via MIDI to control an Ensoniq DP4+ effects processor. In the following year, 1997, I added an AKAI 3200XL sampler. So, when Macintosh launched its MacBook G3 in 1999, I was ready and embarked on an intensive study period of Max/MSP in 2000. Since then, I have continuously developed a series of Max patches that have become an integral part of my artistic expression and a vital compositional tool.

The Crisis

In 2005, my small family moved from Nørrebro to Frederiksværk. When the electronic music program at the conservatory in Aarhus was established in 2004, and I felt closer to Aarhus via Odden and was employed in the program from 2005 to 2008. However, the teaching hours were too few to sustain the position. During the same period, Contemporánea received a three-year grant from the Bikuben Foundation for the Interactive Art project, leading to a new series of concerts at LiteraturHaus. 

Somehow, 2007-2008 became a void. There were few commissions, little funding for artistic projects, and the global financial crisis hit hard. I saw ghosts everywhere and imagined resistance that did not exist. At that time, Klaus Ib Jørgensen was a member consultant for the Danish Composers’ Society. I met with him in 2008, and he played a crucial role in dispelling my doubts, giving me a fresh start with artistic visions. It was exactly the friendly push I needed at that moment.

In 2009, I co-founded the EarUnit – concert series with Carsten Bo Eriksen and several other composers. That same year, I returned to New York, this time with Frode Andersen, to participate in Suzanne Bocanegra’s installation concert featuring 100 non-musicians on violin, an amplified wooden loom, accordion, and live electronics. This project later toured Texas in 2014 and is set to be performed again in May 2026 at Bang on a Can’s Long Play Festival in conjunction with a CD release of the work.

On the Other Side

In 2011, I released another Contemporánea CD, Flug der Farben, featuring ensemble and solo works in both stereo and 5.1 surround sound—fitting for the home theater era when many people had their own surround setups connected to their flat screens. This was followed in 2012 by the CD Auxiliary Blue, which included the 45-minute collaborative composition with the Berlin-based electronica composer Frank Bretschneider.

2013 was an incredibly creative year, during which I composed Obscure Transparence for JACK Quartet, Skyggen—a school concert performance for clarinet and video, Texture 1 and Mosaico 1 for TRANSIT Ensemble, Fluctuant for flutist Zoe Martlew, Nine Waves for the Messer Quartet, and Partita Melancólica for pianist Alfredo Oyaguez.

Pianist

In 2015, I was hired for a project position at the conservatory in Esbjerg, teaching electronic music. Over time, this has grown into a role where I teach 3D sound, interactive sound, music technology, and composition as a main subject, with twelve teaching sessions per year. That same year, I was also hired as a pianist in a free church in Frederiksværk.

Four years later, the joy of performing music for others on the piano led me to compose my Guldalderstykker, which cellist Josefine Opsahl and I premiered at the National Gallery of Denmark in 2019—essentially a kind of rebirth of a pianist dream. Since the artworks were from the 19th century, I took the opportunity to compose simple tonal harmonic music. At the same time, it became one of my only works in over 20 years without live electronics.

This led to a new chapter for Contemporánea, featuring cellist Ida Nørholm, clarinetist Fritz Gerhard Berthelsen, and myself as pianist in the acoustic work Garden of Gethsemane (2021) – Hommage à Arne Haugen Sørensen. This was followed by LEGENDE, a setting of a poem by Ib Michael, for the same ensemble but now with the addition of percussionist Matias Seibæk and a return to live electronics via Max.

In addition to this new path as a pianist, the past 15 years have been marked by my focus on assembling my works into larger projects that can stand alone as full-length concert programs. Some series of works date further back, but this working method has become more distinct over time. Of course, there have been smaller projects alongside, but work series have become a fundamental part of my artistic practice, allowing me to immerse myself in specific digital techniques, music-theoretical challenges, and poetic or scenic themes over extended periods.

Work Series

Elegie 1-8 (1993-2004) - different formations inspired by the Rilke Elegies
Passage 1-5 (2010-2012) - different formations, scored music with improvised passages
Stillstehen 1-5 (2009-2017) - Ensemble Adapter, Berlin, 4 musicians (47-51’)

Textures & Mosaics

1. Textures & Mosaics, Volume 1 (2013-2015) - Transit Ensemble, NYC, 5 musicians (34’)
2. Textures & Mosaics, Volume 2 (2013-2018) - 4 strings, JACK Quartet, ACME (34’)

CRATAEGI (2012, 2022) - percussion solo/MSP/video based on art by Nes Lerpa (47:47)

Nordic Trilogy (2020-2022) (71')

1. Nordic Broken (Messiaen quartet)
2. Nordic Fragments (piano trio)
3. Nordic Extraction (piano quartet)

BILLOW (STURMWELLE, 2020, 2024) - solo clarinet (Bb, G, bass)/MSP/video (45:47’)
LEGENDE (2023) - Contemporánea, cl/vc/perc/pno/MSP (51-53’)

Artist Pieces

1. Hammershøi Pieces (2015) – Light in Structure 1-6 (23’)
2. Danish Golden Age Pieces (2019, 19’)
3. Arne Haugen Sørensen Pieces – Garden of Gethsemane (15:45’)
4. Slender Trees (2023, 21’) – a Hammershøi drawing
5. Giacometti Pieces (2024) – Fragile Fortitude 1-5 (19:31’)

String Quartet No. 1-8 (2004-2025) (including Die achte Elegie)

Characteristics

A defining characteristic of my work is the combination of acoustic instruments and electronic sound. The performing musician, with their living and human expression as a fundamental condition, sometimes interacts and merges with the electronic sound, while at other times, a contrast is established, where conflict or friction is the focal point. Purely music-theoretical problems are another source of inspiration: form and proportion, harmonic structure, and polyrhythmic layers. I have returned to Rainer Maria Rilke’s poetry many times, but Ib Michael also plays a significant role in the work LEGENDE. The intersection of music and visual art can be seen in my Artist Pieces, as well as music and video (in collaboration with artists such as Anders Elberling, Lillevan, Simon Janssen, and Kim Dang Trong). A great joy in my work is engaging with the younger generation in educational settings—it is deeply inspiring to see what excites them. It is motivating to dive into both new and old material, to present it in fresh ways, and to explore new fields—always with a focus on each student’s abilities and interests.

Recording Artist

Greatly supported by composer Carsten Bo Eriksen, I have since 2022 released a large number of works on digital streaming services. I have developed a consistent working method, where a commission not only leads to a premiere but is followed by a studio recording, ideally right after the concert. Particularly in connection with the electronic aspects of my works, it is fantastic to refine and, in some cases, alter and further develop the electronic sounds, which is both possible and inspiring in the subsequent production phase before release. This way, the music reaches millions of people.

Style and Craftsmanship

In my late 20s, I was a convinced modernist. To me, complex atonal music was progressive. However, experimental electronica and break-beats found their way into some of my works as early as the 2000s. Melody also kept insisting on its presence. Over time, tonal and modal music became part of my artistic expression. These, of course, are foreign elements in a modernist aesthetic. They crept in gradually, driven by desire rather than deliberate consideration and strategy. Why should I refrain from composing a Renaissance piece, a Baroque fugue, reinterpreting the Baroque suite or partita, a passacaglia or chaconne? Or a techno movement or 1980s-inspired fusion music? Arabic-influenced Balkan music? I became a stylistic chameleon, writing the music I wanted to hear. However, I am not a style pluralist in the sense of layering or rapidly juxtaposing different styles. In this respect, I remain dogmatic: each work—or at least each movement—has its dedicated stylistic expression.

What matters to me is craftsmanship, not style. I have sought to challenge the boundaries between acoustic and electronic, between strictly composed structures and spontaneous impulses. A constant interplay between structure and freedom, between technology and human sensuality. Music, for me, is an existential exploration. It reflects our time, our inner lives, and the patterns we move within. It creates connections between past and future, between the personal and the universal. I see my music as a dialogue—between myself and the listener, between sound and silence, between order and chaos.

Looking Back

Now, as I look back on six decades of music and life, I feel privileged and grateful. I do not see this as a conclusion but as a continuation of a process that has always been in motion. Thinking of everything that has been possible in my life—all the experiences with so many people, in so many places—I am in awe. As a high school student, I barely dared to hope for a conservatory education as a pianist and a career as a piano teacher at a provincial music school. Yet, I have been fortunate to live a life that has far exceeded my wildest dreams. Thank you to everyone who has helped and supported me along the way—practically, financially, and existentially. Music evolves, just as we do. And I am still driven by the same curiosity, the same desire to explore the unknown. For there is still so much left to discover. I love my work as a composer.