Click here for the Danish version
What happens when a score is not just something to play from, but something one plays with? In Mette Nielsen’s Guitar Cards, the boundaries between composition and improvisation are challenged through a format that is as much a card game as it is a piece of music.
The work is structured like a card game, where the musicians draw and play cards that determine what they can and cannot do. “You can approach it primarily as a game, or you can approach it to play a piece of music,” says Mette Nielsen. “But no matter what you do, music will emerge from it.”
The cards dictate which notes and rhythms each musician has at their disposal and how the instruments can be used, but they also function as actions that affect the other musicians. “It’s designed as a process that makes sense as a game - where someone will win and someone will lose - and at the same time it turns into music. The cards provide a framework for guided improvisation.”
This means that the work has both a recognizable structure and a high degree of unpredictability. “It starts roughly the same way each time, but it can move in many different directions depending on which cards come into play,” explains Mette Nielsen.
A central aspect is that the social dynamics among the musicians influence how the work unfolds. Musicians can help each other, tease or obstruct each other, or directly sabotage each other’s possibilities. “The social and the musical happen in parallel all the time. You can actually hear the relationships in what is being played,” Nielsen explains.
In some cases, these interventions become very concrete. A card might allow a musician to physically alter another’s instrument—for example, by detuning the guitar or otherwise preparing it. As the game progresses, both the music and the relationships change. Musicians lose their options and drop out of the game one by one, gradually reducing the ensemble. “It goes from being a shared space to something much more intense between fewer people. This changes both how it sounds and how the musicians interact.”
A recurring feature of Mette Nielsen’s compositions is the balance between control and chance. “I have made works that were largely about chance because I am interested in what might arise in the present moment.” However, her experience collaborating with different musicians has nuanced this approach. “I have realized that pure chance is not always very satisfying for the musicians,” she says, noting that something essential is lost if everything is left to chance. Instead, she seeks to create situations where multiple layers operate simultaneously: “If I can create frameworks where the musicians have agency, where the randomness I like also occur - and where I still retain a certain control through the structure - then something interesting emerges.” It is precisely in the tension between these three levels - chance, the musician’s agency, and the compositional framework - that Guitar Cards unfolds.
The social dynamics in Guitar Cards also bring the musicians’ personalities vividly to the stage. As the composer describes it, the format provides a special opportunity to observe and highlight individual traits: “It really lets me see certain musical personalities, and you get to draw them out a bit more clearly.” Within the logic of the game, situations arise where the musicians respond not only as performers but as human beings - with all the competition, irritation, humor, and strategic behavior that entails.
This also means that not every aspect is polished. “You tease each other, and it can be both good-natured and extremely annoying,” she says, pointing out that the work functions as a mirror for social roles and reaction patterns, all of which are directly reflected in the music, creating a tangible connection between the social space and the sonic result.
Time and place
- Mette Nielsen: Guitar Cards
- CRAS Guitar Ensemble
- Sunday 22 March, 15:00
- Mantzius, Ny Musik i Birkerød
- Info and tickets
Guitar Cards · Et nyt stykke - og kortspil - af Mette Nielsen
Hvad sker der, når et partitur ikke blot er noget, der skal spilles efter, men noget, man spiller med? I Mette Nielsens Guitar Cards udfordres grænserne mellem komposition og improvisation gennem et format, der lige så meget er et kortspil som et stykke musik.
Værket er bygget op som et kortspil, hvor musikerne trækker og spiller kort, der bestemmer, hvad de kan og ikke kan gøre.“Man kan gå ind i det for primært at spille et spil, eller man kan gå ind i det for at spille et stykke musik.” fortæller Mette Nielsen. ”Men uanset hvad man gør, så ender der med at blive musik ud af det.”
Kortene styrer, hvilke toner og rytmer hver enkelt musiker har til rådighed, og hvordan instrumenterne kan bruges, men de fungerer også som handlinger, der påvirker de andre musikere. “Det er tænkt som et forløb, der giver mening som et spil - hvor der er nogen, der vinder, og nogen, der taber - og samtidig bliver det til musik. Kortene bliver en ramme for en styret improvisation.”
Det betyder, at værket både har en genkendelig struktur og en høj grad af uforudsigelighed. “Det starter nogenlunde på samme måde hver gang, men det kan bevæge sig i mange forskellige retninger alt efter, hvilke kort der kommer i spil,” fortæller Mette Nielsen.
Et centralt aspekt er, at de sociale dynamikker, musikerne imellem har betydning for hvordan værket folder sig ud. Musikerne kan hjælpe hinanden, drille og modarbejde hinanden eller direkte sabotere hinandens muligheder. “Det sociale og det musikalske foregår hele tiden parallelt. Man kan faktisk høre relationerne i det, der bliver spillet,” forklarer Mette Nielsen
I nogle tilfælde bliver disse indgreb meget konkrete. Et kort kan give mulighed for helt fysisk at ændre på en andens instrument – for eksempel ved at stemme guitaren ned eller på anden vis præparere den. Efterhånden som spillet skrider frem, ændrer både musikken og relationerne sig. Musikere mister deres handlemuligheder og udgår en efter en når de ikke har flere kort tilbage, så ensemblet reduceres gradvist. “Det går fra at være et fælles rum til noget meget mere intenst mellem færre mennesker – og til sidst står én tilbage. Det ændrer både, hvordan det lyder, og hvordan de er sammen.”
Et tilbagevendende træk i Mette Nielsens kompositioner er balancen mellem kontrol og tilfældighed. “Jeg har lavet nogle værker, der i høj grad handlede om tilfældighed, fordi jeg er interesseret i det, der opstår i øjeblikket.” Erfaringen fra samarbejdet med forskellige musikere har dog nuanceret denne tilgang. “Jeg har fundet ud af, at ren tilfældighed ikke altid er særlig tilfredsstillende for musikerne,” siger hun og peger på, at noget væsentligt går tabt, hvis alt overlades til tilfældet. I stedet søger hun at etablere situationer, hvor flere lag er i spil samtidig: “Hvis jeg kan skabe nogle rammer, hvor musikerne har en agens, og hvor der samtidig opstår de tilfældige ting, jeg godt kan lide – og hvor jeg stadig har en vis kontrol gennem strukturen – så opstår der noget interessant.” Det er netop i spændingsfeltet mellem disse tre niveauer – tilfældighed, musikerens handlekraft og den kompositoriske ramme – at Guitar Cards folder sig ud.
De sociale dynamikker påvirker i Guitar Cards bringer musikernes personligheder tydeligt frem i lyset. Som komponisten beskriver det, giver formatet en særlig mulighed for at iagttage og fremhæve individuelle træk: “Det får mig virkelig til at se nogle musikalske personligheder, og man får lov til at trække dem lidt tydeligere frem.” I spillets logik opstår der situationer, hvor musikerne ikke kun reagerer som udøvere, men som mennesker – med alt hvad det indebærer af konkurrence, irritation, humor og strategisk adfærd.
Det betyder også, at ikke alle sider er lige polerede. “Man driller hinanden, og det kan både være godmodigt og enormt irriterende,” som hun siger, og peger på, at værket fungerer som et spejl for sociale roller og reaktionsmønstre, og alt dette sætter sig direkte i musikken og skaber en mærkbar forbindelse mellem det sociale rum og det klingende resultat.