Opacité was commissioned by Athelas Sinfonietta, and they asked Tjørnhøj to enter into a dialogue with another Danish artist she has been inspired by or admires. Her choice fell on Else Marie Pade and her 1953 work Sept pièces en couleur which will also be performed in excerpts at the concert on 7 February.
“I have long been deeply captivated by Else Marie Pade and her artistic practice,” says Line Tjørnhøj. “I am particularly fascinated by her concrete approach to music and her fundamental idea that every sound contains its own aesthetic and can be interpreted musically.”
Another essential dimension of Pade’s work that Tjørnhøj feels closely connected to is its spiritual aspect. “There is something spiritual, magical, and mysterious in her art, and that has been absolutely central to my work on Opacité,” she says.
Seven as obstacle and driving forcee
“When I looked more closely at Sept pièces en couleur from 1953 – which is the only work Pade wrote for sinfonietta – it became obvious to me that the piece revolves around the number seven,” Line Tjørnhøj explains. “It’s a number that belongs to fairy tales and is laden with symbolic meaning, but it’s also a rather inflexible prime number, not exactly popular as a musical rhythmic division.”
Precisely this paradox of working with the number seven became a driving force for Tjørnhøj. Another paradox emerged in Pade’s work with colour. “She seems to have had a kind of synaesthetic approach in the piece, where the seven colours unfold in a sequence,” she says, continuing: “How do you translate a visual aesthetic into a sonic one? The untranslatability became fascinating in itself, because – both in Pade’s works and in my own – it opens up a space for magic and imagination, and for engaging with what initially seems impossible.”
The third paradox concerns time. While the visual can be perceived in an instant, music always requires duration. “You can’t stop time in music,” says Tjørnhøj. “And yet it was precisely that impossible thought that ignited something in me.”
Seven notes, 49 bars, and a white keyboard
In Opacité, Line Tjørnhøj translates these ideas very concretely. The work consistently uses seven notes that move through the entire range of the orchestra – from the middle register all the way out to the most extreme edges. The notes are present for only 49 bars at a time, and the piece is structured in seven movements, each consisting of 49 bars in seven-four time.
The movement goes from the dense and dark toward the light and almost inaudible. “For me, the work moves from something black and opaque to something white – to air,” she explains.
Harmonically, she has also chosen a concrete, almost physical approach. The entire piece is, so to speak, written using only the white keys of the keyboard. “I haven’t thought in terms of notes, but very concretely in terms of the keyboard, and I have deliberately set aside conventional harmonic rules,” she says.
Opacité has the character of an experiment and can be experienced as both static and monumental. There are many repetitions, and changes occur in the details. This places great demands on the musicians. “It’s not technically complicated, but it requires the musicians not to stall, but to feel called upon to bring something of themselves into what they are playing,” says Tjørnhøj.
Eventually, the piece reaches a point where some instruments no longer have any notes left in their register. Here the sound disappears – but not the music. “Then I translate it into air sounds, percussive sounds, or other noise sounds that the instruments contain,” she explains. “It is still music and still musicianship – just removed from the tonal.”
Enchantment as necessity
For Line Tjørnhøj, enchantment is an absolutely central concept – both musically and existentially. “The work is created out of my own longing for enchantment. I almost find it unbearable to be confronted with the real world as it is today,” she says.
For her, art becomes a space where the impossible and the paradoxical are allowed to exist. “Finding aesthetic or imaginative solutions that break with the norm – that’s something I can do in art,” she says. And she hopes that the audience will step into that space with her, listen on the work’s own terms, and accept its invitation. “If you listen on the work’s own premises, I believe the piece invites a shared reflection.”
Time and place
Line Tjørnhøj: Opacité
Athelas Sinfonietta
Saturday 7 February, 16:00
KoncertKirken, Copenhagen
Information and tickets
Uropførelse · Line Tjørnhøj: Opacité
Line Tjørnhøjs nye værk Opacité bliver uropført af Athelas Sinfonietta den 7. februar. Værket er bestilt af ensemblet, som bad Tjørnhøj gå i dialog med en anden dansk kunstner, hun har været inspireret af eller beundrer. Valget faldt på Else Marie Pade og hendes værk Sept pièces en couleur fra 1953, som også vil blive opført i uddrag ved koncerten den 7. februar.
“Jeg har længe været dybt betaget af Else Marie Pade og hendes kunstneriske virke,” fortæller Line Tjørnhøj. “Jeg er særligt fascineret af hendes konkrete tilgang til musik og hendes grundlæggende idé om, at al lyd rummer sin egen æstetik og kan fortolkes musikalsk.”
En anden væsentlig dimension i Pades virke, som Tjørnhøj føler sig tæt forbundet med, er det spirituelle aspekt. “Der er noget spirituelt, magisk og mystisk i hendes kunst, og det har været helt centralt for mig i arbejdet med Opacité,” siger hun.
Syv som benspænd og drivkraft
“Da jeg fandt Sept pièces en couleur fra 1953 – som er det eneste værk, Pade skrev for sinfonietta – blev det tydeligt for mig, at værket kredser om tallet syv,” fortæller Line Tjørnhøj. “Det er et tal, der hører hjemme i eventyr og er ladet med symbolsk betydning, men det er også et temmelig ufleksibelt primtal, som ikke ligefrem er populært som musikalsk rytmeinddeling.”
Netop det paradoks, der ligger i at arbejde med tallet syv, blev en drivkraft for Tjørnhøj. Et andet paradoks opstod i Pades arbejde med farver. “Hun havde tilsyneladende en form for synæstetisk tilgang i værket, hvor de syv farver udfolder sig i en forløbsrække,” siger hun og fortsætter: “Hvordan oversætter man en visuel æstetik til en lydlig? Uoversætteligheden blev i sig selv en fascination, fordi den – både i Pades værker og i mit eget arbejde – frigør et rum for magi og fantasi og for at give sig i kast med det, der i udgangspunktet synes umuligt.”
Det tredje paradoks handler om tid. Hvor det visuelle kan sanses i et øjeblik, kræver musik altid et tidsforløb. “Man kan ikke sætte tiden i stå i musik,” siger Tjørnhøj. “Og alligevel var det netop den umulige tanke, der tændte mig.”
Syv toner, 49 takter og et hvidt klaviatur
I Opacité har Line Tjørnhøj oversat disse idéer meget konkret. Værket arbejder konsekvent med syv toner, som bevæger sig gennem hele orkestrets register – fra midterregistret og helt ud i de ekstreme yderpunkter. Tonerne er kun til stede i 49 takter ad gangen, og værket er struktureret i syv satser, hver på 49 takter i syvfjerdedele.
Bevægelsen går fra det tætte og mørke mod det lyse og næsten uhørlige. “For mig bevæger værket sig fra noget sort og uigennemsigtigt til noget hvidt – til luft,” fortæller hun.
Også harmonisk har hun valgt en konkret og nærmest fysisk tilgang. Hele værket er så at sige skrevet med kun de hvide tangenter. “Jeg har ikke tænkt i toner, men helt konkret i klaviaturet, og jeg har bevidst tilsidesat de gængse harmoniske regler,” siger hun.
Opacité har karakter af et eksperiment og kan opleves som både stillestående og monumentalt. Gentagelserne er mange, og forandringerne sker i detaljen. Det stiller store krav til musikerne. “Det er ikke teknisk kompliceret, men det kræver, at musikerne ikke går i stå, men føler sig kaldet til at lægge noget ind i det, de spiller,” siger Tjørnhøj.
Efterhånden når værket et punkt, hvor nogle instrumenter ikke længere har toner tilbage i deres register. Her forsvinder klangen – men ikke musikken. “Så oversætter jeg det til luftlyde, perkussive lyde eller andre støjlyde, som instrumenterne rummer,” forklarer hun. “Det er stadig musik og stadig musikerskab – bare trukket ud af det tonale.”
Fortryllelse som nødvendighed
For Line Tjørnhøj er fortryllelse et helt centralt begreb – både musikalsk og eksistentielt. “Værket er skabt ud af min egen længsel efter fortryllelse. Jeg synes næsten, det er ubærligt at være konfronteret med den virkelige verden, som den er i dag,” siger hun.
Kunsten bliver for hende et rum, hvor det umulige og paradoksale kan få lov at eksistere. “At finde æstetiske eller fantasifulde løsninger, som bryder med normen – det kan jeg gøre i kunsten,” siger hun. Og hun håber, at publikum vil træde ind i det rum sammen med hende, lytte på værkets præmisser og tage imod dets invitation. “Hvis man lytter på værkets præmisser, tror jeg, værket inviterer til en fælles refleksion.”
Tid og sted
Line Tjørnhøj: Opacité
Athelas Sinfonietta
Lørdag den 7. februar, 16:00
KoncertKirken, København
Information og billetter